Hugo Fernández

Hugo Daniel Fernández Vallejo, født 2. februar 1945 i Montevideo og død 1. august 2022, var en uruguayansk fodboldspiller og senere træner, der i kraft af en bemærkelsesværdig mobilitet, både som aktiv og som coach, nåede at sætte sit præg på klubliv i Uruguay, Argentina, Spanien, Mexico og Japan. Han repræsenterede nogle af Sydamerikas mest traditionsrige mandskaber, opnåede flere nationale mesterskaber, nåede en Copa Libertadores-finale og overførte efter karrierestoppet sin taktiske forståelse til sidelinjen, hvor han blandt andet førte hold til pokaltitler, oprykninger og markante ligaresultater.

Tidlige år og gennembrud hos Club Nacional de Football

Fernández voksede op i det fodboldglade Montevideo, hvor han tidligt blev optaget i ungdomsafdelingen hos Club Nacional de Football, et af landets absolutte flagskibe. Allerede som 16-årig fik han debut på førsteholdet, og hans seks sæsoner i den hvide trøje blev indledningen på en karriere, der tidligt var præget af både succes og international eksponering.

I perioden 1961-1966 var Nacional konstant involveret i den uruguayanske mesterskabskamp. Med Fernández i truppen vandt klubben ligaen i 1963 og 1966, mens man i 1961, 1962 og 1965 måtte nøjes med sølv. I 1964 oplevede han karrierens første kontinentale højdepunkt, da Nacional nåede finalen i Copa Libertadores; her blev den afgørende duel tabt over to opgør til argentinske Independiente, men finaledeltagelsen cementerede både klubbens og den unge forsvarers ry i Sydamerika.

Skift i hjemlandet og turen til Argentina

Efter de succesrige år på Gran Parque Central-stadion søgte Fernández nye udfordringer i Uruguay. I 1967 skrev han under hos Racing Club de Montevideo, der ikke havde samme meritter som Nacional, og opholdet sluttede uden trofæer. To år senere tog han skridtet over Río de la Plata og blev en del af Gimnasia y Esgrima La Plata i den argentinske liga, hvor han tilbragte to sæsoner. Selvom missionen i La Plata ikke kastede titler af sig, udbyggede han sin erfaring mod en ny type modstandere og et højere kamp-tempo, som i datidens sydamerikanske fodbold ofte blev betegnet som mere fysisk og taktisk varieret end i Uruguay.

Tilbage til Uruguay – Defensor, Cerro og første periode i Peñarol

I begyndelsen af 1970’erne returnerede Fernández til Montevideo og trak trøjen for Defensor Sporting, inden han i 1971 blev tilknyttet Club Atlético Cerro. Opholdet hos Cerro varede to år, hvorefter han midt i 1972 blev hentet af CA Peñarol, den evige rival til barndomsklubben Nacional. Skiftet markerede en sportslig genopblomstring, for Peñarol jagtede målrettet både hjemlige og internationale laurbær.

Fernández og Peñarol blev vice-mestre i 1972, men tog derpå et suverænt mesterskabshattrick i 1973, 1974 og 1975. Perioden hos aurinegros gav ham derfor tre af hans i alt seks uruguayanske titler, og hans rolle i forsvaret var med til at lægge fundamentet under klubbens dominans i midten af årtiet.

Europæisk afstikker til CD Tenerife

Sommeren 1975 åbnede en ny horisont, da han skrev kontrakt med spanske CD Tenerife, der på daværende tidspunkt befandt sig i Segunda División. Fernández spillede fast i to hele sæsoner, og ved indgangen til 1977-78-kampagnen nåede han yderligere to optrædener, før Tenerifes nedrykning til tredje niveau blev en realitet. Hverdagen på De Kanariske Øer introducerede ham for en mere europæisk spillestil, hvor tempoet og de taktiske discipliner adskilte sig fra Sydamerika, men den sportslige modgang kulminerede i degraderingen, og han valgte at se sig om efter nye muligheder.

Første mexicanske eventyr: Puebla FC

I januar 1978 indledte Fernández sin første periode i Mexicos Primera División, da han debuterede for Puebla FC den 29. januar i en 2-0-sejr over Atlético Potosino. Kun få uger senere, den 9. april, scorede han sit første ligamål i et 1-1-opgør mod Tampico. Efter godt et år i La Franja-trøjen rykkede han hjem til Peñarol, hvor han i 1981 kunne sætte punktum for sin anden periode i klubben med endnu et uruguayansk mesterskab – det sjette og sidste i spillerkarrieren.

Afslutning som spiller og sidste klubskifte

Fernández rundede sin aktive tid af hos Club Atlas i Guadalajara. Selvom opholdet i Jalisco ikke bød på trofæer, gav det ham en dybere indsigt i mexicansk fodbold, der blev værdifuld, da han kort efter støvlernes placering på hylden kastede sig over trænergerningen.

Overgang til trænerfaget – debut hos Peñarol

Få måneder efter karrierestoppet stod Fernández på sidelinjen som cheftræner for CA Peñarol, hvor han overtog efter Osvaldo Balseiro. Allerede i 1984 sikrede han klubben et uruguayansk vice-mesterskab, og samarbejdet lagde kimen til den lange trænerkarriere, der fremover hovedsageligt skulle udfolde sig udenfor hjemlandets grænser.

Mexicansk base: Triumfer og udfordringer

Puebla FC – første periode

Fernández’ gode indtryk fra tiden som spiller i Puebla førte til, at klubledelsen i 1984 ansatte ham som cheftræner. I løbet af fire sæsoner implementerede han en kombination af sydamerikansk boldsikkerhed og mexicansk fysik, og kronen på værket kom i 1987-88, hvor Puebla vandt Copa México. Pokaltriumfen blev klubbens første i mere end tyve år og styrkede trænerens renommé i ligaen.

Tigres UANL og Tampico Madero

Efter den succesrige pokalsæson skiftede Fernández til Tigres UANL i Monterrey, men opholdet blev kort og uden sølvtøj. Derefter overtog han Tampico Madero, hvor resultaterne udeblev; kun én sejr i tolv ligakampe var medvirkende til, at holdet rykkede ned efter sæsonen 1989-90.

Senere tilbagekomster til Puebla

I november 1995 vendte han tilbage til Puebla for en kortvarig anden periode, der strakte sig til afslutningen af 1995-96-turneringen. Den tredje og sidste Puebla-ansættelse kom i marts 2003, hvor han nåede fire ligekampe, før samarbejdet stoppede.

Japanske kapitler: Toshiba SC og Consadole Sapporo

I 1991 udvidede Fernández horisonten endnu engang, da han satte kurs mod Japan for at overtage Toshiba SC. Gennem to sæsoner satte han fokus på teknik og positionering i en liga, der dengang befandt sig i en rivende professionaliseringsfase. Erfaringerne herfra skulle komme ham til gavn i 1997, da han blev hentet af Consadole Sapporo. Under hans ledelse sikrede klubben sig samme år oprykning til den nyetablerede J-League, men holdet kunne ikke fastholde pladsen og rykkede ned i 1998-sæsonen.

Tilbage til Uruguay og andre projekter

Mellem Japan-opholdene stod Fernández i 1995 i spidsen for sit barndomshold Nacional og førte dem til en uruguayansk sølvmedalje; et resultat, der endnu engang illustrerede hans evne til at skabe konkurrencedygtige mandskaber. I 2001 blev han ansat i Irapuato, som senere samme år fusionerede med Veracruz, hvilket satte et brat punktum for projektet.

Senkarriere i Mexicos Primera A

I foråret 2006 tog Fernández udfordringen op hos Lobos BUAP i den mexicanske Primera A, men uden den store succes. Kort efter overtog han Dorados de Sinaloa, hvor han i Clausura 2007 vandt mesterskabet i den næstbedste række. Glæden blev dog dæmpet, da Dorados tabte den afgørende oprykningsplayoff til Puebla. Alligevel demonstrerede resultaterne, at han fortsat kunne skabe konkurrencedygtige hold.

Sportsdirektør og sidste virke

Efter næsten tre årtier som træner skiftede Fernández i 2011 til en ledende rolle uden for kridtstregerne, da han blev sportsdirektør i Puebla FC. Han sad i stillingen i halvandet år, inden samarbejdet blev ophævet i november 2012.

Meritter og udmærkelser

Som spiller

• Uruguayansk mester: 1963, 1966 (Nacional), 1973, 1974, 1975, 1981 (Peñarol)
• Uruguayansk vice-mester: 1961, 1962, 1965 (Nacional), 1972 (Peñarol)
• Copa Libertadores-finalist: 1964 (Nacional)

Som træner

• Copa México: 1987-88 (Puebla FC)
• Uruguayansk vice-mester: 1984 (Peñarol), 1995 (Nacional)
• Mester i Mexicos Primera A: Clausura 2007 (Dorados de Sinaloa)
• Oprykning til J-League: 1997 (Consadole Sapporo)

Minde og betydning

Hugo Fernández’ karriere tegnede et billede af en fodboldpersonlighed, der aldrig tøvede med at krydse grænser – geografiske såvel som taktiske. Som spiller var han en del af nationale guldalderhold i Uruguay, og som træner formåede han at vinde pokaler, skabe oprykninger og håndtere modgang i flere kontinenter. Hans livslange engagement i fodbolden efterlader et varigt aftryk i de klubber, han tjente, og blandt de spillere, han udviklede.