Magnus Eriksson

Magnus Eriksson (født i april eller maj 1316, død 1. december 1374) var i mere end fire årtier en afgørende skikkelse i det nordiske magtspil. Allerede som treårig blev han hyldet som konge i både Sverige og Norge, senere udvidede han sin myndighed til også at omfatte Skåneland, og hans usædvanligt lange regeringstid – 44 år og 222 dage i Sverige – gør ham til den næstlængst regerende monark i rigets historie, kun overgået af Carl XVI Gustaf. Hans styre blev præget af storpolitisk ambition, økonomisk pres, lovgivningsmæssige reformer, religiøst motiverede felttog og tilbagevendende opgør med både indenlandske og udenlandske modstandere.

Baggrund, slægt og første valghandlinger

Magnus blev født i Norge som søn af den svenske hertug Erik Magnusson, en søn af kong Magnus Ladulås, og den norske prinsesse Ingeborg Håkansdotter, datter af kong Håkon V. Kombinationen af svensk kongeslægt og norsk arveret gav ham allerede ved fødslen et overbevisende arvekrav til to kroner, og da hans morfar døde i 1319, udnyttede de skandinaviske stormænd situationen til at udråbe den treårige Magnus som konge i begge riger. I Sverige skete valget den 8. juli 1319 ved Mora sten, mens han i Norge blev anerkendt på Haugating i Tønsberg måneden efter. De to riger indgik samtidig en unionsaftale, Oslotraktaten, der først og fremmest havde karakter af et fælles forsvarsforbund.

Formyndertiden og magtkampen om regeringsmagten

Da kongen var et lille barn, måtte både Sverige og Norge ledes af formyndere. Hans mor, hertuginde Ingeborg, forsøgte indledningsvist at dominere regeringen fra sin base på Varberg slot, men hun kom hurtigt i konflikt med det svenske rigsråd, der frygtede udenlandsk indblanding og var skeptisk over for hendes holstenske rådgivere. Rådet tvang drotsen Mats Kettilmundsson til at gå af og begrænsede Ingeborgs indflydelse skridt for skridt – blandt andet ved at indløse hendes slotte Axevall, Varberg og Hunehals og fratage hende sædet i rigsrådet. I Norge blev Erling Vidkunsson udnævnt til riksföreståndare i 1323, hvilket ligeledes indskrænkede dronningemoderens magt.

Stormændenes indgreb betød, at den unge konges to riger i praksis blev styret af lokale aristokratiske råd frem til hans myndighedserklæring. I Sverige indgik Frihedsbrevet af 1319 som et principielt garanti­dokument, der forpligtede kronen til at respektere adelsmændenes rettigheder og har fået tilnavnet “Sveriges Magna Charta”.

Myndighedserklæring, kroning og ægteskab

Magnus blev erklæret myndig i 1331 eller 1332 – blot 15 år gammel – hvilket afveg fra den norske regel om, at en monark først blev myndig som 20-årig. Modstanden i Norge udmøntede sig i et oprør, men allerede i 1333 måtte rebellerne underkaste sig. Den 21. juli 1336 kunne den unge konge lade sig krone i Stockholm til både svensk og norsk konge, selv om mange norske stormænd havde ønsket en særskilt norsk kroning.

I efteråret 1335 indgik Magnus ægteskab med Blanka (Blanche) af Namur, datter af Johan I, markgreve af Namur, og Marie af Artois. Brylluppet menes at have fundet sted enten på Bohus eller et andet slot i det vestlige Sverige, og som morgengave modtog dronningen lenene Tønsberg i Norge og Lödöse i Sverige. Ægteparret fik to sønner – Erik (1339-1359) og Håkan (1340-1380) – samt mindst to døtre, der døde som små og blev begravet i Ås kloster.

Erhvervelsen af Skåneland og den efterfølgende finanskrise

En delegation fra Skåne henvendte sig i 1332 til kongen, da den tyske greve Johan af Holstein, der sad inde med landsdelen som pant, havde gjort sig upopulær hos lokalbefolkningen. For 34 000 mark sølv – en enorm sum, der tvang kronen til at optage store lån i kirken og hos stormændene – indløste Magnus pantet og blev hyldet på tinget i Lund.

Den økonomiske belastning udløste en langvarig finanskrise. For at skaffe midler pantsatte kongen en række svenske slotte og hele landskaber som Kalmar, Østergötland eller endda Dalarna; han opkrævede ekstra skatter, forhøjede toldafgifter ved de skånske sildepladser og søgte at øge indtægterne fra bergværksdriften i Bergslagen. I begyndelsen af 1350’erne udstedte han den såkaldte stadslag, der blandt andet kanaliserede handelen ind til købstæderne, hvor kronen nemmere kunne inddrive afgifter.

Konflikter med Danmark og Kalundborgkrigen

Den danske konge Valdemar IV Atterdag ønskede efter sin tronovertagelse i 1340 at generobre de tabte østlige landsdele. Magnus’ rettigheder over Skåneland blev derfor anfægtet, og mellem 1341 og 1343 udkæmpedes Kalundborgkrigen. Freden i Varberg 1343 tvang Valdemar til formelt at opgive alle krav på Skåne, Halland og Blekinge, men han havde langt fra opgivet sine planer. I 1360 erobrede han først Helsingborg og derpå hele Skåne; året efter fulgte Øland og det rige Gotland, hvor Visby blev plyndret.

Lovgivning og retsreformer

Trods de politiske og økonomiske besværligheder huskes Magnus især for sin omfattende lovgivningsaktivitet. Allerede i 1335 afskaffede han trældom i de sidste egne af riget – Västergötland og Värend – hvor institutionen endnu var lovlig, og han satte dermed formelt punktum for middelalderens slaveri inden for Sveriges grænser. Omkring 1350 blev Magnus’ landslov, en fælles landsdækkende lovbog, skrevet færdig; her indgik tidligere særskilte forordninger, der forbød vilkårlig voldsgæstning, strammede reglerne for kongelig domsmyndighed og moderniserede arve- og ejendomsretten.

Unionen med Norge og arvefølgespørgsmålet

Magnus’ ledelse af det dobbelte rige blev kompliceret af norske krav på større selvstændighed. I 1343 indgik han en aftale med den norske højadel i Varberg: Den yngste søn, Håkan, skulle arve Norge, mens den ældste, Erik, skulle efterfølge faderen i Sverige. Aftalen brød med norsk arvelov, der ikke tillod forudgående deling, og den forberedte et brud på personalunionen, som faktisk indtraf, da Håkan blev voksen i 1355 og tog styret i Norge.

Korstogene mod Novgorod og nordisk ekspansion

Første felttog 1348-1349

Kongedømmet gennemgik perioder med religiøs iver, og i 1348 besluttede Magnus at føre korstog mod Republikken Novgorod. Han sejlede op ad Neva, erobrede fæstningen Nöteborg (Oresjek) den 24. juni, lod lokale bønder tvangsdøbe og efterlod en garnison. Da Novgorod slog igen under vinteren 1349, faldt fæstningen hurtigt, og de svenske soldater blev dræbt eller taget til fange.

Andet felttog 1350

Digerdøden hærgede samtidig Skandinavien, hvilket blev tolket som guddommelig vrede. Magnus krævede derfor bodsgang og ekstra betalinger til en ny offensiv. I 1350 vendte han tilbage til Nöteborg, igen med tvangsdåb og en ny besættelsesstyrke – og igen blev fæstningen hurtigt generobret af russerne, hvorefter kongen måtte opgive videre drift af korstoget.

Indre uroligheder, oprør og afsættelse

Magnus’ finanspolitik og hans favorisering af adelsmanden Bengt Algotsson, der blev ophøjet til hertug af Finland og Halland, skabte udbredt utilfredshed. I 1356 udbrød et stort oprør under ledelse af kronprins Erik og flere stormænd. Kongen blev nødt til at afstå store dele af riget til sønnen, og selv om Erik døde af pest i 1359, var autoriteten alvorligt svækket.

Efter Valdemar Atterdags erobring af Skåne søgte Magnus og hans tilbageværende støtter hjælp hos hansestæderne, men forhandlingerne brød sammen. Da Håkan i 1363 giftede sig med Valdemars datter Margrete, følte en gruppe svenske stormænd sig yderligere tilsidesat; de vendte sig til hertug Albrekt af Mecklenburg og indkaldte hans søn Albrekt den Yngre med tysk militær støtte. Albrekt blev hyldet i Stockholm og valgt til svensk konge i februar 1364.

Magnus og Håkan førte krig for at genvinde magten, men efter nederlaget ved Gataskogen nær Enköping i marts 1365 blev Magnus taget til fange. Han sad i fangenskab frem til 1371, hvor hans tilhængere indbetalte en stor løsesum.

De sidste år og død ved Bømlafjorden

Efter løsladelsen opholdt Magnus sig mest i Norge hos sønnen Håkan og svigerdatteren Margrete. Han foretog rejser gennem riget, udstedte donationsbreve og fik igen ansvaret for områder som Island, Tønsberg, Borgarsyssel og Bohuslen. I efteråret 1374 lånte han skibet Mariabollen af den islandske biskop Jón skalli Eiríksson for at sejle fra Bergen mod Tønsberg. Den 1. december forliste skibet i en storm ved Lyngholmen i Bømlafjorden, og kongen druknede sammen med omtrent 25 ledsagere, efter først at være blevet reddet op af vandet og bragt i land, hvor han udåndede.

Personlighed, ry og tilnavn

Samtidige og eftertidige kilder tegner et blandet billede. Helgeninden Birgitta Birgersdatter kritiserede ham skarpt, og en senere pamflet fremstillede ham som moralisk forfaldet tyran; kombineret med rygtet om et muligt homoseksuelt forhold til Bengt Algotsson førte det til øgenavnet “Magnus Smek”. Ordet smek har dog snarere betydningen ‘den bløde’ eller ‘den godtroende’, og moderne historikere har ikke fundet holdepunkter for de groveste anklager. Hans samtid bebrejdede ham dog ofte, at han lod favoritter opnå for megen magt og ikke formåede at samle rigerne mod ydre trusler.

Alligevel fremhæves hans indsats som lovgiver: afskaffelsen af trældommen, udformningen af landsloven og forskellige særstadgar mod vold og undertrykkelse har givet ham en varig plads i nordisk rets- og socialhistorie.

Familie og efterkommere

• Blanka af Namur – dronning fra 1335; hed i flere dokumenter også Blanche.
• Erik Magnusson (1339–1359) – udnævnt til svensk tronfølger; kortvarigt samkonge, døde af pest.
• Håkan Magnusson (1340–1380) – norsk konge fra 1355 og svensk samregent 1362-1364.
• Mindst to døtre uden bevarede navne, alle døde i barnealderen og begravet i Ås kloster.

Titler og regeringstid

Magnus bar ingen regnalnummer i sin samtid, men omtales i dag undertiden som Magnus IV af Sverige og Magnus VII af Norge. Hans formelle magtperioder var:

• Konge af Sverige: 1319–1364
• Konge af Norge: 1319–1355 (regent for Håkan til 1355, samregent 1362-1364)
• Herre over Skåneland: 1332–1360

Selv om han mistede den svenske trone i 1364, fortsatte han med at bruge kongelig titel resten af livet, især i relation til de områder, han stadig havde kontrol over i Norge og de vestlige norske skærgårdsområder.

Som monark gennemlevede Magnus Eriksson dramatiske konjunkturskift: fra barnekonge og unionshåb, over ekspansion og lovreformer, til katastrofer, finansiel udmarvning og til sidst tabet af kronen. Hans eftermæle er derfor både komplekst og fascinerende – et spejl af middelalderens nordiske stormagtsspil, hvor idealer om hellige krige, dynastisk legitimitet og voksende national selvbevidsthed konstant blev udfordret af realpolitiske krigshandlinger, økonomisk nødvendighed og personlige fejder.